Godtfolk i Mariager og omegn

Under titlen "Godtfolk i Mariager" er en lille gruppe lokale kulturentusiaster er gået sammen om at prøve at få stablet et permanent kunstprojekt på benene i Mariager.

Projektet skal skal skaffe interesse og midler til en række 50-70 centimeter høje bronzeskulpturer, der skal stilles op på strategisk - og historisk - velplacerede steder i Mariager.

Herfra skal de fortælle byens nyere borgere, turister og andre interesserede historien om lokalhistoriske, afdøde personligheder, som endnu er levende fortællinger - særligt blandt byens ældste borgere. Det fortæller Lars Christiansen, der er en af initiativtagerne til projektet.

- Vores drøm er, at vi kan få ni statuer op at stå rundt om i byen. Det skal være, så man kan gå rundt i Mariager og opleve alle statuerne og de fortællinger, der følger med, siger han, om projektet, der er blevet taget ind under Cittaslow Mariagers vinger.

Første skulptur er på plads.

Lørdag den 25. juni 2022 blev den første bronzefgur afsløret og her kan I se historien om den første af Mariagers godtfolk!

Det er en af byens stadigt kendte personligheder, der i dag indtager torvepladsen og supplerer den lille bronzefigur på springvandet, der er lavet af billedhugger og bronzestøber Evan Jensen, der er født i Mariager. Den blev opstillet i 1942 i anledning af byens 350 års jubilæum.

To år før - i 1940 - var dagens hovedperson, udråber og trommeslager Evald Olesen, tiltrådt som byens kommunalt ansatte udråber med fast ansættelse i 1942!

Det er den danske skulptør og kunstner Misja Kristoffer Rasmussen, der har udført skulpturen. Han er født i København, uddannet på Akademiet i Milano, bosat i kunstnerbyen Pietrasanta i Toscana, Italien.

Evald var i ca 50 år en kendt og skattet person i bybilledet. Han gik rundt med sin tromme og annoncerede med høj røst om tilbud på varme hveder, førsteklasses hestekød, andespil på postgården og beskeder fra kommunen.
Han blev fotograferet af turister, fik avisomtale og blev næsten berømt over det ganske land som Mariagers By-trommeslager.